Ursula er en moden kvinde, der arbejder som HR-chef i en dansk sygehusregion. Hun bor sammen med sin mand Thorben i det vestlige Sjælland, og parret har ingen børn. Ursula er presset. Ny chef på jobbet har mange ønsker og krav til fremtiden. Samtidig beslutter Ursulas mor sig for ikke at ville leve mere og begynder at sulte sig ihjel.
En aften i hjemmet opsøges Ursula af en fremmed kvinde, Mai. Mai kommer fra Modsides – en parallelverden mellem vores og det hinsides og er taget til jorden for at hjælpe Ursula med at håndtere det pres, hun oplever.
Mødet med Mai sender Ursula ud på en lang rejse – til Modsides. Og ind i sig selv. Hun kæmper med sin egen trods og modstand mod forandring og udvikling, frygten for at se barndommens traume i øjnene og uviljen til at acceptere, at der er en vej ud - fordi den er smertefuld.
Men Ursula overgiver sig, og sammen med Mai rejser hun gang på gang til Modsides og møder her både hjælpere og modstandere. Hun må se gamle mønstre i øjnene, trodse Glemslens Tåge, Modstanden, Overgangen og Terminalen for til sidst at genfinde sig selv og opleve sin egen genfødsel.
Modsides er en dybdepsykologisk udviklingsroman.
Livet er som et supermarked
Modsides er Caroline Heerups tredje roman og som de to foregående baseret på hendes egne erfaringer og oplevelser – denne gang helt tilbage fra fødslen.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
I romanen Modsides tager hovedpersonen Ursula på mange rejser fra hjemmet i Tølløse på Sjælland til parallelverdenen Modsides for at få løst op for de sjælekvaler, hun kæmper med. På sine rejser møder Ursula mange skikkelser, blandt andet en grædende baby, der er efterladt i Glemslens Tåge.
- Da Ursula kommer tilbage til Overgangen, hvorfra hun forlader Modsides for at rejse tilbage til jorden – sker der også noget med babyen. Fordi Ursula nu har genfundet den del af sig selv, forklarer Caroline Heerup.
Og den genfødsel har hun selv oplevet.
- Jeg blev født toenhalv måned for tidligt, fordi min mor dannede antistoffer og hendes krop så udstødte fosteret - mig. Jeg vejede kun 1400 gram og blev lagt i kuvøse i flere måneder. Det var et mega svigt, fordi ingen rørte ved en, og ens mor ikke er der.
- Sygeplejersker, som har haft med for tidligt fødte at gøre, siger, at enten bliver du mentalt syg, fordi du har fået et hak i sjælen, eller også gør du noget med dig selv som helt spæd og bliver meget intelligent. Jeg tror på, at jeg lavede en grundaftale med mig selv, som hed, at hvis jeg kan lære af det her, er det ok – uanset hvor ondt det gør. Så på en måde kan jeg dekoble smerten, fordi jeg lærer noget af det.
Men da Caroline Heerups egen mor døde for nogle år siden, skete der imidlertid noget med Caroline.
- Jeg opdagede, at jeg havde skåret følelserne væk. Og da jeg undersøgte det nærmere, fandt jeg ud af, at meget af min energi er bundet i den grundaftale med mig selv, som i virkeligheden brugte meget energi og som nok ville betyde, at jeg ville løbe tør på et tidspunkt. Derfor måtte jeg finde tilbage til mit oprindelige potentiale – og det er psykologisk set det, man kalder en genfødsel. Det er også, hvad der sker for Ursula i bogen.
- For mig er Modsides en roman, som handler om, hvordan man arbejder dybdepsykologisk med sig selv. Ursula er en kvinde, som flytter sig fra et sted til et andet. Hun har det ikke godt i starten, er meget stresset og vil først ikke se på sig selv, og hvad der gemmer sig indeni. Men samtidig er hun draget af det, fordi hun jo godt kan mærke, at det er noget om snakken.
Og det er netop Caroline Heerups grundlæggende overbevisning:
- Man er nødt til at gå ind i alt det, man ikke tidligere har villet, hvis man vil flytte sig. Og det gør så ondt. Men det har jeg det bedre med end at holde mig for øjnene og sige: ”Nej, hvor har jeg det fint.” Det er falsk. Og jeg oplever jo, at andre bliver inspireret af mine fortællinger – fordi jeg tager en nøgle og begynder at åbne alle de lukkede skuffer, skabe og kasser, der aldrig skulle have været åbnet.
Caroline Heerup kalder selv Modsides for den mest selvbiografiske roman til dato.
- Måske fordi jeg er blevet så modig, at jeg tør det. Der er så mange ting i virkeligheden, som er mere spændende end det, man kan fantasere sig frem til – og det er sjovt at prøve at fortælle det som inspiration og læring for andre – vise, at man kan arbejde med sig selv på den måde.
I hvert fald, konstaterer Caroline Heerup, var der ingen vej tilbage for hende, da hendes mor døde.
- Jeg havde en følelse af at have fået et ”du skal ikke gøre, som du plejer”- bånd hen over panden og opsøgte en psykolog. Men da jeg gjorde det, var jeg faktisk allerede igennem processen. For jeg havde fundet ud af, hvor meget jeg havde skjult for mig selv – og ville det ikke mere. Så det havde egentlig ikke så meget med min mor og sorgen over hendes død at gøre, men mere, at jeg ikke længere behøvede at holde linjerne pæne. Jeg kunne give slip.
Har ikke brug for gangstativ
I dag har Caroline Heerup, efter syv år som madservicechef i Guldborgsund Kommune ikke længere et fast job. Hun driver i stedet tre selvstændige forretninger: En som forfatter, en med produktion af eget tøjdesign og en med konsulentvirksomheden O Sense.
- Min lære har været, at jeg skal stole på det, jeg mærker og finde modet til at gå ind i det. Det giver så meget ro og overskud. Det betyder også, at jeg helt har opgivet at styre og bestemme, hvilken retning tingene skal gå. Jeg stiller nogle ting til rådighed på en for mig meget ægte måde, men jeg kan jo ikke styre, om folk fx køber det, jeg sælger. Det giver mig bare stor glæde at turde forfølge det, som spirer i mig. Jeg har ikke brug for gangstativer eller normer om, hvad man må og ikke må. Jeg går efter min følelse – og det havde jeg ikke turdet, hvis jeg ikke havde været igennem den proces, jeg har. For mig er livet på den måde som et supermarked: Jeg tror, jeg kan hvad som helst – jeg skal bare hive tingene ned i indkøbskurven og gøre det.
