Interview med Caroline Heerup

Trods sin opvækst i en finkulturel og akademisk familie valgte hun håndværksvejen som konditor, var i syv år chef for 130 kommunale køkkenmedarbejdere og har indtil nu udgivet tre romaner. Mød Caroline Heerup, hvis bøger er dybt inspireret af egne livserfaringer og som i dag også er blevet selvstændig med ikke mindre end tre firmaer. Og som bliver ved med at skrive, uanset om kun ti personer køber og læser hendes bøger. Bare de bliver berørt af det, hun skriver.
 
Af journalist
Tina Juul Rasmussen.
 
Foto: Niels Christoffersen / NC-FOTO

- Jeg sad en nat på et af de mere rå steder i København sammen med min mand. I baren sad nogle alkoholikere og andre, som var røget igennem samfundtes sikkerhedsnet. Jeg talte med dem og tænkte: "Hvad har ført dem hertil, hvor de er nu? Hvor meget kunne de selv have gjort for at ændre på tingene undervejs, og hvad har de ikke selv været herre over?" Og jeg kan huske, at jeg sagde til min mand: "Jeg har sådan lyst til at skrive en bog." "Så gør det dog." svarede han. Næste morgen satte jeg mig ind til computeren, og siden har jeg været afhængig.
 

Det er 17 år siden, den nu 53-årige Caroline Heerup sad på Café Louise på Nørrebrogade om natten.

Og nu har hun udgivet tre romaner.

Egentlig lå det ikke i kortene, at Caroline Heerup skulle være forfatter eller for den sags skyld konditor, som hun har papir på. Snarere læge eller på anden vis akademiker. Hendes var far professor i musik og havde kæmpet en hård kamp for at bryde traditionen i en familie, hvor fædre, farfædre og brødre alle var læger.
 
Carolines mor ernærede sig i perioder som billedkunstner, men havde også en universitetsgrad, så familiens akademiske åre flød ubesværet. Caroline valgte imidlertid en helt anden vej. Hun blev uddannet konditor og har de sidste 23 år taget et stort sving omkring storkøkken- og ledelsesvejen, inden hun i 2014 sprang ud som selvstændig med konsulentfirmaet O Sense og tøjfirmaet Cheer Up ud over forfatterskabet .

Men hun er lykkelig for den intellektuelle ballast, barndomshjemmet lagde i hendes rygsæk.

 - Vi brugte vores hoveder meget derhjemme. Min forældre ville ikke have tv, det var for poppet, vi skulle høre klassisk musik og diskutere livets alvorlige sider. Det kan jeg grine af i dag, for min bror og jeg endte jo med at sidde hjemme hos kammeraterne og se tv.

- Men det finkulturelle var i højsædet. Min far var ven med alle de kendte i kulturverdenen, havde været gift med operasangerinden Karen Heerup og slæbte mig rundt til alle mulige forestillinger. Jeg havde et lille hæfte, hvor jeg skrev op, hvor mange gange vi var inde og se de forskellige operaer. I dag er jeg mægtig glad for alt det, jeg har fået med mig, understreger Caroline Heerup.

- Jeg fik i hvert fald evnen til at formulere mig, for når man diskuterer og hele tiden skal forsvare det, man mener, bliver man tvunget til at formulere sig. Og min far sagde altid, at jeg skulle gøre, hvad jeg havde lyst til. Han gik endda så vidt og sagde, at han måske ikke brød sig om, hvad jeg gjorde, men jeg skulle gøre det alligevel. Han var 58 år og gift for fjerde gang, da han fik mig og havde løbet hornene af sig. Og han mente, at når man bliver gammel, og alle er forsvundet eller døde, har man kun sig selv, og derfor er det vigtigt at følge sit hjerte.

Men det gør man bare ikke uden at få nogle gevaldige skrammer. Jeg har været i mange smertefulde situationer, som jeg har haft svært ved at dele med andre, så der var masser af tage af, da jeg begyndte at skrive. Ikke at det har været en terapeutisk proces, for jeg har klaret de ting på anden vis, men der var meget at skrive ud fra. Man kan sige, at jeg har brugt mig selv som spejl i alle mine romaner – den første Arvelighed, som handler om barnløshed og Ladt Alene, der har volden som tema, samt Modsides, der handler om at samle sig selv op, når livet har fået alt til at ramle.

I dag bor Caroline Heerup på en gård på Vestsjælland sammen med sin mand Karsten, som er konsulent på et lokalt jobcenter. Men chefstolen i skal ikke skiftes ud med et liv foran computeren og drømmen om det store litterære gennembrud.
 
- Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ikke skulle arbejde som konsulent eller designer, fordi jeg holder så meget af mine jobs, og det er også meget ensomt at skrive. For mig er det allerede en succes, at jeg har fået skrevet og udgivet tre bøger. Det er stort. Stort at jeg selv synes, de er hammer gode. Og at de har ramt nogle af mine læsere følelsesmæssigt, så det gjorde ondt i dem – ikke af handlingen som sådan, men fordi de kunne drage paralleller til mønstre i deres eget liv, siger Caroline Heerup.
 
Men det at skrive er i dag blevet så væsentlig en del af Caroline Heerups omdrejningspunkt i tilværelsen, at hun heller ikke kan forestille sig at lade være med det. Selvom det af og til føles som en kamp - ikke mindst at få bøgerne udgivet og få gjort verden opmærksom på, at de findes.
 

At Caroline Heerup har valgt selv at betale for at få udgivet sine første tre romaner, skyldes først og fremmest, at hun vil kunne holde fast i sig selv og det værk, hun har skabt.
 
- Jeg havde på et tidspunkt Ladt Alene inde hos Gad, som var positive over for at udgive den, men de ville ændre grundlæggende på noget af handlingen, og det kunne jeg bare ikke gå med til. Så selvom det er en gulerod få den udgivet på et forlag, føles det også som en glidebane.
 
Når jeg først sætter min fod ud på den, ved jeg ikke, hvor jeg ender henne. Jeg var bange for at skulle se tilbage og sige: ”Det er slet ikke min bog længere.” Og for mig er det at udgive bøger ikke et spørgsmål om at blive rig og kendt, men om at bøgerne skal være mine. Man sælger jo rettighederne til den hos et forlag. Så derfor gik jeg videre med tanken om at udgive den selv, og der kom internetforlagt BoD som prinsen på den hvide hest. 
 
Caroline Heerup erkender, at kontrol – det selv at bestemme over ting, som er vigtigt i hendes liv - også er en vigtig drivkraft. Og bøgerne er meget vigtige for hende. Den tredje roman Modsides har Caroline Heerup valgt at udgive på Saxo Publish, som i modsætning til BoD er en hel gratis selvudgivelsesplatform.
 
- Det er meget personligt at udgive en bog – der ligger en stor blottelse og meget lidt beskyttelse i det. Derfor er det rart selv at bestemme, hvordan omslaget skal se ud, hvad der skal stå på bagsiden osv. Så det har jeg valgt at bruge mine sparepenge på, hvor andre køber dyre B&O anlæg eller rejser på skiferie hvert år. Og så er det i øvrigt typisk mig at gøre tingene på en anden måde end andre. Mange synes det er skørt, at jeg ved den anden roman fik trykt plakater og betalte mig fra at få dem hængt op rundt om i København, Odense og Århus. Det synes jeg er fedt.

I processen med at udgive romanerne er Caroline stødt på stor begejstring hos nogle, men også Janteloven for første gang i sit liv.

- Der er venner, som ligesom pludselig ikke kan høre noget, når jeg taler om bøgerne. Måske fordi det er tabu, at man vil noget i livet. Jeg synes ellers aldrig, at jeg har mærket til Janteloven, men måske tangerer det nu: ”Så nu tror du, at du er forfatter”. Andre er heldigvis helt vildt stolte og endda misundelig på, at jeg tør og kan. Og jeg har fået hjælp fra en veninde, som har været med mig fra de første, håbløse skriblerier – og har troet på mig. Det har man brug for.
 
Men hvor sjovt er det at skrive og udgive en bog, som måske læses af under hundrede personer? Det har Caroline Heerup ikke det store problemer med.
 
- Jeg kunne aldrig bare skrive for min egen fornøjelses skyld, det ved jeg godt. Efter jeg havde udgivet Arvelighed, vendte nogle tilbage og sagde, at de aldrig nogensinde havde læst så fantastisk en bog. Hold da op, altså! Hvis jeg kan ramme bare et fåtal af mennesker, som synes, at det jeg skriver, er helt fantastisk, så er jeg ligeglad med, at det måske kun er ti, som køber den. Min mission er at skabe rummelighed og forståelse. Og derfor bliver jeg ved – uanset hvad.
 
- Og jo, jeg kan også godt føle mig lidt åndssvag. Da jeg læste min første gennemskrivning af Ladt Alene, kunne jeg næsten ikke trække vejret de sidste 80 sider, så spændende var den… Det grinede jeg lidt af bagefter. Men det er samtidig underligt at tænke sig, at jeg har skabt det. At alt det kommer inde fra mig.