En aften, Hanna er på vej hjem fra et karneval i Fælledparken i København, bliver hun overfaldet. Gerningsmanden slår, sparker og bider hende i brysterne og forsøger at voldtage hende. Han bærer en udklædningsmaske, som det lykkes Hanna at få revet halvt af hans ansigt, hvorefter han flygter – måske af frygt for at blive genkendt. Hanna bliver fundet i et buskads af nogle forbipasserende, stærkt forkommen og forslået.
Bogen skildrer Hannas kamp for at vende tilbage til et normalt liv, passe sit arbejde på en café og være sammen med sine venner. Men angsten efter overfaldet har så dybt et tag i hende, at hun har svært ved overhovedet at fortælle, hvad der skete. Hun husker heller ikke meget af, hvad der skete. Men hendes krop reagerer med kvalme og hovedpine, så snart Hanna bliver presset, eller folk omkring hende forsøger at komme tæt på.
Det går især udover hendes tætte venskab med barndomskammeraten Stig, som gerne vil hjælpe og passe på Hanna, men oplever at blive afvist og lukket ude. Også en spirende kærlighed til en ny mand, Daniel, sættes på en hård prøve på grund af Hannas uforudsigelige opførsel og humør.
En god terapeut hjælper Hanna på vej, og langsom vender hukommelsen tilbage – flere og flere brikker fra overfaldet falder på plads i puslespillet. Indtil sandheden om, hvad der skete den aften, rammer Hanna med en gru, hun aldrig havde forestillet sig.
Ladt Alene er en roman om de umenneskelige og smertefulde konsekvenser af afstumpet og meningsløs vold.
Ladt Alene af Caroline Heerup
Man bliver meget alene
Handlingen i Caroline Heerups seneste roman Ladt Alene er inspireret af hendes egne erfaringer. Som yngre oplevede hun næsten at blive sparket til døde af sin kæreste – og blive efterladt i et psykisk tomrum af angst, skyld og chok.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
Foto: Caroline Heerup
- Når du bliver udsat for det chok, et brutalt overfald jo er, når du ikke reagere. Der går et splitsekund, så er du nede, og den anden har hele magten. Du kan ikke noget, du fryser og lammer dig selv. Og den følelse vender tilbage gang på gang i tiden efter overfaldet, hvis du sidder fast inde i kernen af chokket, så at sige, uden at kunne komme ud og videre. Det er, som om du stadig ligger der og bliver tæsket på. Det er svært for andre at forstå - og svært for en selv.
Sådan forklarer Caroline Heerup den reaktion, hovedpersonen Hanna har i romanen Ladt Alene, efter hun brutalt er blevet overfaldt og udsat for et voldtægtsforsøg. Og at Caroline Heerup kan forklare det, skyldes alene, at hun selv har været der. Og er kommet videre.
Tæt på at dø
Da Caroline Heerup var 22 år, blev hun overfaldet af sin egen samlever og kæreste. Han slog og sparkede hende, indtil hun ikke længere kunne røre sig. Så ringede han 112 og tog med hende på skadestuen. Her gemte han sin højre hånd i lommen, fordi den var helt rød og hævet af at slå.
- Jeg var i chok længe efter. Det er, som om verden bliver delt i to. En verden med alt det kendte, det trygge og gode. Og så en verden med overfaldet. Det er meget svært at forstå – både for overfaldsmand og offer. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor det skulle være sådan. Og jeg forsvandt langt væk, et sted inde i mig selv, husker Caroline Heerup.
Det viste sig, at hendes milt var sparket i stykker, og at hun havde mistet i omegnen af tre liter blod på grund af indre blødninger. Kun en akut operation reddede Caroline Heerups liv.
- Jeg anmeldte ham til politiet, da jeg blev udskrevet, men det var helt vildt svært. Jeg havde bare lyst til helt at glemme det. Lukke øjnene og lade som om, det aldrig var sket. Plus at jeg var bange for hvad politiet ville sige – at det var min egen skyld.
Troede det var min egen skyld
- Da jeg lå på hospitalet, kom min mor med en bog til mig om intelligente kvinder i voldelige forhold. Det var en øjenåbner: ”Hold da op, jeg er ikke alene…” Jeg tænkte jo, at jeg nok ikke var ret meget værd, siden jeg kunne blive slået sådan. At det nok var min egen skyld. Der kører en negativ spiral – uden kobling til virkeligheden – af skyld og skam. Og det er rigtig farligt, fordi det netop gør, at du ikke kan gå fra det voldelige forhold. Jeg havde fået nogle advarsler om, at det kunne ske, men jeg bortforklarede dem. Så det var guld værd at opleve, at jeg ikke var alene.
Der ligger jo også et stort tabu i det. At man er lidt dum, når man er i et forhold, hvor man bliver slået. Bagefter sagde folk: ”Hvorfor sagde du ikke noget?” Men hvad skulle jeg sige? ”Han slår mig?” Så ville folk sige: ”Så skrid”. Og så kunne jeg sige: ”Det kan jeg ikke finde ud af.” Jeg havde faktisk en veninde, der var ude for det samme. Til hende sagde jeg: ”Gå tilbage til ham, hvis du vil ha’ en tur til i manegen – en dag får du nok, og så går du.” Hun gik heldigvis før.
Caroline Heerups eks-kæreste fik et tilhold og blev senere dømt for vold med risiko for døden til følge og fik en ubetinget fængselsstraf.
Man bliver meget alene
- For mig er budskabet i Ladt Alene, at der sker meget mere med mennesker, som oplever vold, end man umiddelbart kan se.
Jeg tænker også på de soldater, der har været i krig. Det, man kommer ud for i ekstreme situationer, bliver jo siddende i en – og det betyder alt, hvordan folk omkring en tackler det. Den psykolog, jeg kom til efter mit overfald, lod sig narre af, at jeg kunne analysere det hele med mit hoved. Han konstaterede bare, at ’hvis jeg havde brug for en psykolog, så havde hele Danmark.’ Han så slet ikke, at mine følelser var i kaos. Jeg kom aldrig hos ham igen og klarede det bare selv, fortæller Caroline Heerup.
I bogen oplever Hanna, at hun hele tiden glider tilbage i en tilstand af angst, kvalme og hovedpine, som hun ikke kan kontrollere. Hun føler kun tomhed, stor desperation og kan ikke finde ud af at bede om hjælp. Men hun får – modsat Caroline Heerup selv – en god terapeut, som hjælper hende. Og møder en ny type mand, som ikke vil finde sig i at blive lukket ude. Så langsom må Hanna åbne op og lukke ham, og andre tæt på hende, ind igen.
- Jo, selvfølgelig er der en del lighedspunkter mellem Hanna og mig – måden at reagere på. Jeg har brugt nogle af mine egne oplevelser til at sætte liv i historien, uden at den dermed er identisk med min egen. Men især følelsen af, at ensomheden på et tidspunkt bliver for tung, så man er nødt til at bryde ud, genkender jeg. Men man oplever også, at familie og venner gerne vil lynhurtigt hen over det og videre. Så man bliver meget alene med det, siger Caroline Heerup.